Bag facaden
Du er i berøring med arkitektur hver eneste dag. Men er du bevidst om, at arkitekturen skaber rammerne for, hvordan du lever dit liv – og lever sammen med andre? Ofte kender vi facaden, men ikke historien bag.
Vi danskere har en indbygget ide om altid at kunne gøre det lidt bedre, og det smitter af på vores arkitektur. Hvad er på spil, når vi bygger de rammer, vi alle lever i? Hvilke kræfter driver udviklingen frem, hvilke fejl begår vi undervejs, og hvordan retter vi op på dem?
Udstillingen giver et kig ’bag facaden’ på noget af den arkitektur, vi omgiver os med. Den berører emner, der både optager os dybt, men også skiller os ad.
Gå på opdagelse i de redskaber som danske arkitekter, designere og byplanlæggere anvender, når de formgiver verden omkring os. Bliv klogere på hvordan man arbejder med at skabe arkitektur, og hvilke overvejelser, der ligger bag den facade, vi ender med at kigge på.
Kom med bag facaden!